Back to site

AN ICON IN JEWELLERY DESIGN - TROLLBEADS Danish-version

49.00 - On Sale

På rejse gennem troldekuglernes univers

Hjerteligt velkommen til troldekuglernes verden – et forunderligt univers fuld af former, farver, kreativitet og leg.

Vi er et dansk designbureau, der satte os for at komme bag om det verdensomspændende ikon og smykke, Troldekugler. Vi besluttede os simpelthen for at komme under huden på Troldekugler og finde ud af, hvordan og hvorfor disse fascinerende smykker blev skabt. Det blev en rejse, der tog mange uventede sving i takt med, at vi kom længere og længere ind på livet af designere, medarbejdere og kunder – men det blev rejsen ikke mindre interessant af…
I kapitel 1 møder du familien bag troldekuglerne. En familie, der gennem flere generationer har fremelsket og finpudset de dragende kugler. Vi fortæller første del af historien om troldekuglerne – en historie, der fortsættes i kapitel 4.
Kapitel 2 består af interviews med syv designere af troldekugler. Vi følger designernes proces fra idé til udformning af perlerne, og vi undersøger deres inspirationskilder. Disse interviews er fordelt ud over hele bogen.
I kapitel 3 fortæller vi historierne om det glimtende glas, det skinnende sølv, det ædle guld og de funklende stene – med andre ord alle de dyrebare materialer, som troldekuglerne består af.
Kapitel 4 fortsætter beretningen om Troldekuglers udvikling fra seks små kugler til et verdensomspændende firma. Derudover undersøger vi hemmeligheden bag succesen, ser på troldekuglernes åbenlyse evne til at stille vores lyst til at samle, ligesom vi præsenterer en mere ukendt side af Troldekugler – nemlig firmaets hjælpeprojekter rundt omkring i verden.
Kapitel 5 handler om dig. Her møder vi en række troldekuglefans og -kunder over hele verden. Mennesker, som alle er fascinerede af smykket, der formår at forene folk på tværs af landegrænser, kulturer og aldre.
Vi vil gerne takke Troldekugler og ikke mindst Lise og Peter Aagaard for deres hjælpsomhed og imødekommenhed under vores omfattende research.
Så endnu en gang velkommen om bord på denne begivenhedsrige rejse. Vi håber, du finder den lige så interessant, overraskende og smuk, som vi gjorde under vores færd med at skrive og fotografere os gennem troldekuglernes univers.

God tur!

Med venlig hilsen

EHRHORN HUMMERSTON